fredag den 29. januar 2010

ERIK CHRISTIAN SØRENSENS EGET HUS (1954)

Erik Christian Sørensens eget hus: "Da der under 2. verdenskrig var mangel på større arkitektopgaver, steg arkitekternes interesse for énfamiliehuset. Fordi landet desuden var plaget af en stram økonomi, opstod en ny hustype: étplanshuset uden kælder og med en lav, 30 graders taghældning. Dette hus i røde eller gule teglsten og med tegl- eller eternittag fik stor udbredelse over hele landet under og efter 2. verdenskrig."

I 1950’erne førte inspiration fra japansk og amerikansk arkitektur af blandt andre Frank Lloyd Wright til mere varierede udformninger af husene. Nu fokuserede man på intim kontakt mellem ude og inde, og man indførte murede vægge i stuerne, naturtræspaneler og synlige træsøjler og –bjælker inde i huset.

Samtidig gjorde de store termoruder det muligt at udføre ydervæggene som ubrudte glasflader fra gulv til loft. Sidst men ikke mindst begyndte man nu at lægge det flade paptag – det såkaldte build-up tag – på husene. Dermed adskilte hustypen sig fra dansk byggeskik, hvor sadeltage og tage, der hælder til én side, hidtil havde været enerådende.
Arkitekten Erik Christian Sørensens eget hus i Gentofte er netop prototypen på denne nye hustype. Hans hus regnes for et af pionerarbejderne inden for efterkrigsårenes amerikanskinspirerede villa-byggerier.

Huset er opført som et rent træhus, hvor husets bærende konstruktioner i form af sortmalede stolper og bjælker er synlige. Indenfor er væggene beklædt med træ og gulvet belagt med store klinker. Facadernes store glaspartier i kombination med det brede tagudhæng giver en direkte kontakt mellem ude og inde. Huset er opført med det flade built-up tag.
Huset består i princippet af ét stort rum, som er udspændt mellem dæk og tag, hvorimellem væggene er sat op. Det betyder, at denne hustype er meget fleksibel, fordi det kan inddeles i rum efter den enkelte families behov. Det medfører en bedre udnyttelse af kvadratmetrene, større fleksibilitet og gode muligheder for udvidelser.

Huset blev fredet i 2005
 
Ophavsret: ©Foto: Finn Christoffersen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar